Rendyrket kærlighed ❤️

(T)ro, håb & kærlighed ❤️

Den her ferie... Wauw!! Fra første feriedag, har sommerferien 2018 været ALT hvad en sommerferie skal være. Ren afslapning, SAMMEN. 

 

Det danske vejr har vist sig fra en side, man i de første par uger, slet ikke turde tro på, ville være sandt. Det er jo på trods af, at vi fucker moder jord fuldstændig op, og er i gang med at udrydde os selv. Det er skræmmende trist og ufatteligt, at så mange slet ikke forstår, at vi ikke kun er nødt til at tænke over det, vi skal allesammen rent faktisk gøre noget NU!

 

Ser vi lige bort fra den triste virkelighed, der har gjort vores sommer fantastisk - så har det jo været mere end dejligt, at prøve varmen af, i lidt mere end en enkelt dag! 

 

Vi er så heldige at bo i vandkants Danmark ❤️ Og det er nydt, hver eneste dag. Vi har haft en sommerferie, uden ret mange andre planer, end at slappe af - og dét har vi gjort. 

- Vi har badet, spillet Uno, sovet længe, solgt sten ved vejen, spist ærter, været længe oppe, haft uglet hår, hoppet i trampolin, været i Djurs Sommerland, spist madpakker, cyklet ture, været sammen med bedsteforældre, været på legeplads, haft legeaftale, besøgt venner, spist aftensmad kl 21 i sofaen og morgenmad i krearummet, leget med LEGO og feer, og nydt alt det vi har lige her ❤️

 

... Og når alt er lutter idyl, når alle "nu skal vi" forsvinder, så får kroppen også ro og overskud til mere end hverdagen ellers giver tilladelse til. Det efterlader NÆSTEN en helt "almindelig" hverdag - altså taget ud fra vores perspektiv. Vi er glade. Udfordringer forsvinder jo ikke - uha nej, men de mindskes drastisk, når man får pause fra mange af de ting, der i hverdagen er rigtig svære. 

Vi har pludselig grundlæggende, glade børn, stort set hver dag, når det er sommerferie, og det er fandme en dejlig følelse, som jeg sagtens kunne vende mig til ❤️ 

 

Vi er blevet fyldt op med solskinsstråler, smil, kram, masser af is og saltvand ❤️ Og jeg håber det har plantet sig og efterlader et overskud, som vi kan trække på, når skolen starter i næste uge. For dér starter hverdagen igen, sammen med alt dét der er svært, alt dét der er en stor indre kamp, i vores lille pige. Verden udenom vender tilbage, og vi bliver nødt til at gå ud af vores hule igen og møde det hele... Endnu en gang ❤️

 

 

Tilføjelse...

Vi er selvfølgelig stadig i den samme sommerferie, som vi var ved sidste blog-indlæg, men halvanden uge inde i sommerferien, valgte lægen på Vejle Børnepsykiatrisk, at fjerne hendes medicin. Dermed kom nattesøvnen tilbage 🙏 Og så ser verden bare anerledes ud, når alle får sovet. Det efterlader os nu i en skolestart uden medicinering, da de endnu ikke har besluttet sig for, hvad der skal afprøves som det næste. - Dét er en følelse af ubærlig stilstand, og det giver mange bekymringer. MEN det var ikke dét, at dette blog indlæg skulle handle om. Det får I en anden gang. Vi ridder på bølgen af frihed til at glædes ❤️


Sommerferie, ny diagnose, ny medicin..

 

 

Sommeren er kommet ☀️ Det er ferien også. Tiltrængt! 

 

Der har været stilhed, længe. Men livet har været svært. Længe. Og når ingenting har sin plads, er det svært at sætte ord på den rodebunke, man mentalt bliver fyldt op med, i afmagt, frustration og fortvivlelse.

 

Det er ikke nogen hemmelighed, at det sidste halve år, igen, har været en hård kamp. Dage der ikke har hængt sammen, for min lille pige. Et hoved der har været ved at sprænges af overbelastning, og ofte er endt i totalt kollaps. Jeg har været ude af stand til, at hjælpe hende ud af det kaos, der stødt er vokset sig større og større, dag for dag. Dét er den mest frustrerende position, at befinde sig i, som mor! Ikke at kunne hjælpe. 

 

Vi har været forbi Vejle Børnepsykiatrisk, til udredning. Med henvisning fra privat psykolog, som antog at vi havde en lille dejlig Aspergers pige, og henvisning fra Ppr, kom vi endelig igennem systemets tykke mure, efter flere afslag på lægehenvisninger. 

Det var en lettelse ENDELIG at træde et skridt nærmere professionel hjælp, og skønt at blive mødt af søde læger og psykologer, som tog sig tid. 

De valgte dog pga tidligere udredning hos børnepsykiater tilbage i 2016 og den dengang udførte ados test, ikke at udrede hende for Autisme, på trods af udtalelse fra psykolog med speciale på området. 

 

Udredningen er netop afsluttet, for denne gang, med udfaldet Angst, Enkeltfobi og ADHD. En diagnose jeg slet ikke havde set komme. 

Med denne diagnose, er vi nu gået en ny tid i møde, hvor vi udover at skulle praktisere endnu mere overskuelighed/synlighed i hverdagen, også skal blive meget klogere på Piger med ADHD. Piger med ADHD har en meget anerledes profil end drenge, og jeg kan nikke genkendende til rigtig meget, i beskrivelsen af piger med ADHD. 

 

Vi er opstartet medicin, Medikinet, som skulle gøre, at hun ville få mærkbart mere ro på, i de 6-8 timer præparatet virker. Som opstart er vi startet på meget lav dosis, for at sikre at hun kan tåle præparatet, uden for mange bivirkninger. Hun er steget til dobbelt dosis, siden opstart, men stadig ser vi ikke helt den ønskede effekt. Vi kunne ved opstart mærke en tydelig effekt. Det fremgik meget tydeligt, af hendes humør, både før indtagelse (ingen overskud, lorte dag, lorte liv), under (mere afslappet, bedre koncentration, mere overskud), og når virkningen var stoppet (lorte livet vendte med fuld styrke tilbage, frustrationer, vrede, ingen overskud, dårligt humør). Alt virkede positivt, i den forstand, at vi kunne mærke en positiv forskel i tidsrummet, hvor præparatet havde sin virkning. MEN én af bivirkningerne er søvnbesvær!

 

Søvn har i lang tid, ikke været en af de letteste opgaver. Hvor angst har præget hende meget, og vi har "stoppet" hende med næsten ALT hvad helsekostbutikker har budt på af muligheder, i håb om at hun (og os) kunne få lov til at sove. Vi har forsøgt med sløvende "go tur" køresygetabletter, efter anbefaling fra psykolog, men intet har virket. Men dét vi følte var en håbløs og fortvivlende tilstand, i vores søgen efter søvn, har vist sig at være vand i forhold til dét vi står i lige nu.

Typisk bliver hun puttet omkring kl. 21, og sover nu ca omkring kl. 01.00. Sidste nat var den 01.30 og det var med indtagelse af indslumringsmedicin, som nu er udskrevet via lægen. Hun er bekymret, ked af det, bange, står op, græder, er træt, og alligevel kan hun ikke sove. Jeg skal være ved siden af hende hele tiden, imens aftenen bliver til nat, og vi til sidst i fortvivlelse og mangel på søvn, laver sovesal i soveværelset, hvor jeg kan holde hendes hånd, imens jeg selv forsøger at sove. 

 

Der er en grund til at søvnmangel bliver brugt som tortur, for det er hæsligt! 

 

Det er kun 1 måned nu. Men det føles som for evigt! Jeg er træt, udkørt, og en sur mor. Jeg er faktisk alt andet end dét som min familie har brug for! Vi kan ikke længere mærke effekten af hendes medicin mod ADHD, måske fordi hun også er så udkørt og træt, på trods af at medicinen holder hende vågen. 

 

Nu er vi sammen hele tiden, både dag og nat, i ordets bogstaveligste forstand. Vi har ikke 5 minutter fra hinanden. Jeg ligger og tuder i min seng, i fortvivlelse, med hele familien rundt om mig. Jeg har ikke længere et sted jeg kan tude for mig selv, og jeg synes det er hårdt som en i helvede! Med chance for at lyde  som en selvoptaget kælling, fyldt med selvmedlidenhed, så ville jeg bare ønske at jeg i hvert fald, i mit soveværelse, kunne få lov til at synes det hele er svært, og tale med min mand om det, og tude det hele ud, uden tilskuer, eller nogen jeg skal være noget for samtidig. 

 

Jeg vil gi alt for at min lille pige får et dejligt liv, også søvnløshed og mange flere kampe, jeg vil gøre alt for hende, ALT i hele verden. Jeg har bare lige brug for en "frokostpause" en time out, muligheden for at trække vejret, alene, lidt fremgang igen, et skud energi, og en viden om at vi ER på rette kurs. 

 

- Det var dét, mit lille hjerte ville ud med i dag.

 

Vi har også været i sommerhus, fundet sten, spillet spil, grint, krammet, holdt i hånd og sagt jeg elsker dig. På onsdag skal vi i Djurs Sommerland, og alle mand glæder sig. Der er masser af solstråle historier, og dem skal I også nok få, en anden dag. ❤️💋

 


Her går det...

Jeg synes tiden suser afsted, og samtidig går den umådelig langsomt! 

Vi er under udredning, og jeg kan mærke utålmodigeheden melde sin ankomst. Jeg vil gerne have svar. Vi vil gerne blive klogere. Vi vil gerne have hjælp! Der er lang vej til mål endnu, det ved jeg godt, men bare dét at få svar på, hvordan vi finder den rigtige vej, bliver fantastisk. 

Sommeren kommer tættere på, og de lækre savnede solstråler, kan altså bare noget magisk. Energien og humøret bliver lige en tand bedre, og overskuddet kommer også lidt mere i plus. 

Weekenden blev brugt på vores gamle hus ❤️ Det er en hel forvandlingskugle, at se den gamle borgmesterbolig, som i så mange år har været forsømt, blomstre op og genfinde sit smukke ydre. Næsten 11 timers arbejde, blev det til lørdag - med pensel!! Vores arme og skuldre var tunge og laaaange, da vi nåede aften. Og den afslapning vi havde forestillet os weekenden skulle stå på, når vi var helt uden børn, blev i en hurtig vending forandret til en arbejdsweekend, hvor resultatet nu står og taler for sig selv! Det er så FLOT!! ❤️

I går var en skolemæsssig optursdag. 2 timers besøg blev det til. Hvor der blev tegnet, og smilet var stort ❤️ Det er længe siden vi har haft sådan en dag. Men dét var i går. I dag er en rigtig svær dag. Og et bad har været et urimeligt stort krav, som kostede en nedsmeltning. Alt er LORT! Livet er LORT. Og hele verden er imod min lille pige, i hvert fald ud fra hendes synspunkt... 

Dagene er SÅ forskellige. 


Tanker...

Der er de svære dage. Dem som er svære at forstå. Dem  hvor batteriet  er fladt, allerede når dagen begynder. Dem hvor dagen starter med "mor, jeg kan ikke i dag". I går var én af dem, og i dag er en gentagelse. 

Hun putter sig ind i sin egen verden. Den kan bestå af  korte små YouTube klip, som hun ser i timevis. Hun hopper trampolin. Hun leger med sine figurer. 

Selvom vi er i samme hus, er vi ikke "sammen". Min rolle er udelukkende en nødvendig biting, som sørger for mad og drikke, hjælp til de ting der ikke er overskud til i hendes hoved, så som at få redt hår, finde tøj frem, finde proppen til tuschen der faldt på gulvet, sætte telefonen til opladning, når den løber tør, osv. Små bitte ting, som udløser stor frustration og nedsmeltning, når de sker, fordi der ikke er overskud eller overblik, til at tage sig af dem.  Vi er ikke "sammen", men jeg SKAL være der. 

I skrivende stund ser vi "Kreakampen", som dagligt ruller over skærmen på TV, i vores stue. Hurra for chromecast og TV on demand - Jeg ville slet ikke kunne overskue de nedsmeltninger der ville opstå, hvis ikke "Kreakampen" og des lige, kunne indfinde sig på vores  skærm, i det sekund behovet opstår. 

Lige pt lever vi i "Kreakampen" og der bliver udført de samme opgaver herhjemme, imens programmet suges ind. Der bliver talt om de samme ting, hujet og heppet - det er nærmest som at være der selv!! 

Jeg sidder og betragter hende, og har et inderligt brændende ønske om, at kunne hive hende ud af hendes verden, bidrage med noget, der kan gøre hende glad. Sådan helt oprigtigt GLAD! Men det kan jeg ikke. Hun har brug for den her verden, og jeg er ikke en "del"  af den. Jeg har min plads, her hvor hun har brug for at jeg er. Jeg tænker tit, at hun må være ensom, men jeg tror faktisk jeg er mere ensom i alle de timer, end hun er. Hun ved, at hun hele tiden har direkte adgang til "min" verden, og hun må og kan hoppe ud og ind af den, som hun lyster. Hendes verden har ikke brug for andre, så længe hendes eget behov for selskab ikke er opstået. Man bliver lukket ude. 

Jeg kender alle hendes mange små finurlige  vinkler. Dermed er det ikke sagt, at jeg kender løsningen på alle hendes indre udfordringer, for det gør jeg langt fra. Mit ønske er bare at hun er glad, at hun bliver glad, og at hun snart får et liv, som hun synes er dejligt, og som hun har lyst til at leve. 

Det er en evig sorg, ikke at kunne fikse dét der gør hendes liv svært. Hun fylder 10 år næste gang, og hun har endnu ikke mødt der liv,  som er bekymringsfrit, og som jeg synes et barneliv, mere eller mindre skal være! Hendes liv har i snart 10 år været rigtig svært. Hun kan ikke huske en tid før dét. Det er dét hun kender, og dét gør det rigtig svært for hende at tro på, at det nogensinde kommer til at forholde sig anderledes. 

Med alle hendes udfordringer, følger en frygt for selv at blive syg. Tænk hvis der skete mig noget, så jeg ikke kunne være der for hende, i det omfang hun har så hårdt brug for. Hvad ville der ske med hende? Hvem skulle passe på hende. Hvem kunne opgive sit eget "liv" for at kæmpe på fuld tid, døgnet rundt, for hende.  Hvem kunne magte at blive slået, sparket, flænset og flået, igen og igen, når verden  falder sammen, og kun give masser af ubetinget kærlighed tilbage? 

Det er tanker der kommer på besøg, og som jeg slet ikke kan holde til at tænke på. 

Og så er der resten af familien, her på matriklen. En lillesøster der savner mig grusomt, og som synes det er snyd at jeg altid er med storesøster i skole. Eller at hun får "lov til" at blive hjemme fra skole og være sammen med mig. En hverdag der er så svær at forstå og forholde sig til, i en lille barnehjerne ❤️ Og hendes savn gør ondt langt ind i min sjæl. 

Ingen af os, har ønsket os denne hverdag. Men det er vores hverdag. 

Vi elsker så højt, og ønsker inderligt for dem vi elsker, at livet gør godt, hele vejen ind. Der skal være overtal af de gode dage.  Dem, hvor man har grint og kroppen har boblet. Dem,  hvor man ønsker sig mange flere. Dem hvor man glæder sig til i morgen. Dem, hvor hverdagen bare glider, og den ene dag tager den anden. De dage som mange slet ikke ligger mærke til, fordi de bare trives, og alt går mere eller mindre godt. De dage, hvor dét at trives er blevet hverdag ❤️



Påskeferie 🐣 Fødselsdag 🇩🇰 Udredning 🙏

Der har været stille her på bloggen... Ikke fordi der ikke er sket noget nævneværdigt, nok nærmere fordi der lige for tiden sker så meget, og følelserne omkring det hele er svære at få ned på skrift. 

Vi er lige nu igang med en udredning på Vejle Børnepsykiatrisk. En udredning, vi har ventet længe på, og nu venter spændt på. Jeg er nervøs og bange. Bange for at vi endnu en gang bliver sendt hjem "uden noget", bange for at de ikke ser alt dét vores lille pige indeholder, og det hun kæmper med. Bange for at hun kan "snyde" dem, for hun er nemlig rigtig dygtig til at påtage sig rollen "jeg er okay", når hun er blandt mennesker ude i verden (i den korte tid det er), og så falder verden fuldstændig fra hinanden, når hun er hjemme, hvor der er trygt. Jeg forsøger at sætte min lid til, at de kan gennemskue hendes forsøg på at "overleve". Det bliver jeg nødt til. Men jeg er hunderæd!! Man kan vel sige, vi afventer vores kommende skæbne. 

Vi har også påskeferie. Tiltrængt! Vi havde en masse idéer om hvad vi skulle lave, men det har vist sig, at det eneste der er overskud til, er at nulre  rundt i natbukser, stå på hovedet, springe i trampolin, se lidt tv, dimse, og skændes som søskende skal gøre! Indimellem er der også en alvorlig nedsmeltning, fordi at det også lynhurtigt bliver for meget,  at være sammen med sin familie, så meget som man nu er, når alle har fri.. Det er bare ikke let at finde balancen. 

Og så står påsken på fødselsdag! 🇩🇰 Min mindste solstråle fylder 7 år ❤️ Og det skal fejres!! Der er blevet talt ned LÆNGE, og nu er der kun 2 dage til børnefødselsdag og 3 dage til den rigtige fødselsdag 😍

Der er indkøbt slik til godteposer og skattejagt! Der bliver bagt, og planlagt lege. Det bliver verdens bedste fødselsdag, ifølge den kommende fødselar, og dét vil jeg gøre mit allerbedste for at opfylde! ❤️

Og må vi SÅ få noget solskin og forår!! ☀️ 

Sne! Må jeg være fri... 


Når man åbenbart stadig er "én", nogen kan bruge...❤️

I ordet identitet, ligger der så mange nuancer af et menneske, der altsammen tilsammen gør os til den vi er. 

Når hverdagens trummerum køre derudaf, med fuld fart, bemærker vi sjældent alle de (små og store) ting, som gør at vi trives - men når vores verden ændres til "noget"  der ikke bare køre derudaf, så bliver det rigtig tydeligt, hvad det var der udgjorde lige præcis dén man var... 

Vores identitet ligger rigtig meget i vores karriere - dét er fx det første man bliver spurgt om, når man møder nye mennesker, ude i verden. "Hvad laver du så?", næstefter kommer spørgsmålet om børn, hus og bopæl! 

Jeg har det anstrengt med karriere-spørgsmålet. For hvad laver jeg? Jeg laver noget, hver dag, som ingen kan forstå eller sætte sig ind i, med mindre de er i samme båd. Det er ikke mit drømmejob, jeg har ikke selv valgt, og det er ikke særlig spændende at fortælle andre om, og deres ansigtsudtryk taget i betragtning, er det heller ikke særlig spændende at høre om!! Engang var jeg bygningsmaler, jeg var butiksassistent, jeg var pædagogstuderende, jeg var selvstændig erhvervsdrivende, jeg var én der kunne få en udtalelse fra min chef og forhandle løn, jeg havde kollegaer, var på messer og forretningsindkøb, jeg var en del af verden, ude i samfundet. Nu er jeg mor, på fuld tid! Ikke speltmor! Løvemor, kampklar kælling, mor med patina og brugsspor! 

Det er så vigtigt for os mennesker, for vores trivsel, at vi er "noget". At vi gør noget, for OS SELV. Egoistiske ting, som får os til at vokse, og som udvider vores verden. Og dét er altså punkter, som ikke er at finde i min karriere. 

Jeg bliver fx et rigtig glad og overskudsagtigt menneske, når jeg har tid og mulighed for at træne min krop! En løbetur, en tur i motionscenter, ud og præstere, for jeg præstere ikke ret meget der er målbart eller synligt, i det daglige. Og det har jeg brug for! Jeg har brug for at præstere noget, overfor mig selv!  Så jeg ikke "kun" er mor. Jeg har brug for at have nogle mål, der ikke kun er baseret på mine børn, og når det ikke er inden for rækkevidde at have karrieremæssige mål, så er fysisk udfoldelse, for mig, et rigtig godt alternativ. 

Jeg er indtil videre tilmeldt 4 løb i 2018, og så har jeg et mål om en halvmarathon, inden jeg fylder 40 år, til November. 

Målet er højt sat for mig, for når man er psykisk presset, og det er jeg, kan det være rigtig svært at evne, at presse sig selv fysisk. Til gengæld giver en god fysisk form,  mig, overskud til at overskue mere i kampen om og for,  min lille pige.

Man kan med tiden, rigtig nemt glemme, de evner man har, og især at man kan være noget for nogen - at nogen ude i verden ville være i stand til at se et potentiale, i dét man er og har at byde på, da man dårligt selv er i stand til at huske det! Derfor blev jeg simpelthen så inderligt glad i dag, da en tidligere erhvervsdrivende kvinde, fra min hometown, og som nu er butikschef i én af byens butikker, tilbød mig et arbejde!!  ❤️🙌🤘😍 Det var med blødende hjerte, at jeg måtte sige nej, fordi jeg havde sådan lyst til at falde hende om halsen og sige "Ja!!!! For helvede, hvornår skal jeg starte????" Jeg savner SÅ meget et arbejde, kollegaer, kunder, mennesker..... - Men det er ikke en mulighed, lige nu. Jeg garanterede hende til gengæld, at i samme sekund muligheden igen  byder sig, vil jeg melde mig i tjeneste, med det samme!! Og jeg vil glæde mig!!! 

Så få ord skulle der til, for at jeg fik det dejligste skud energi direkte skudt ind i årerne, over følelsen af, stadig at være attraktiv for nogen derude i samfundet. Og jeg vil glæde mig enormt, til den dag jeg kan tage del i det igen 😊😊😊 Men først skal min lille pige blive hel indeni, det er vigtigst! ❤️


One way ticket til Langtbortistan, Tak..!

Der findes  de her dage, hvor jeg bare har lyst til at sige op, sige fra, melde pas, melde mig ud af det hele, forsvinde langt væk,  fra alt... I dag er én af dem.

Når man står i midt i "noget", som er hårdt, som virkelig trækker tænder ud - om det er egen sygdom, skilsmisse, syge børn, psykiske lidelser, mistet job, you name it, hvad end det måtte være, så står man jo bare lige dér, midt i det, og der er ikke så skide meget at gøre ved det! Det er den virkelighed man står op til, og den skal man jo kunne tygge sig igennem. Man klare det. That's life! 

Man vænner sig til at skubbe følelser væk, i hvert fald dem man ikke har overskud til at deale med. De bliver skubbet ned i et (efterhånden ret fyldt) "hul", hvor de bliver efterladt, indtil der bliver en eller anden form for  tid til oprydning og rengøring.

Når man, som jeg, er i besiddelse af  sådan et ret følsomt område i sig selv, som der ikke rigtig bliver taget hånd om, så er det ikke altid at der umiddelbart (i første forsøg) er plads til mere. Nogle gange opstår der helt andre ting i hverdagen, som "hullet" ikke var lavet til, og som "hullet" derfor ikke per automatik, tager sig af, og ikke placere under "gemte filer". "Hullet" er ellers så stort, at man ikke har mulighed for at anrette eller oprette andre "gemmesteder", men det er "hullet" altså ligeglad med! Og i et sådan tilfælde, er man så bare overladt til at mærke... Shit! 

Det er som sådan ikke fordi jeg vil fritages for at mærke. Jeg har bare ikke overskud til at mærke, ej heller har jeg plads til at tage mig af mig selv, da jeg jo er fuldtidskriger, med en del "overarbejdstimer",  på en helt anden front...

Og så er det at mavepusteren indtræffer... 

Mavepusteren. Er præcis som den mavepuster, man husker fra skolegården. Dén, hvor man blev ramt lige i maven,  af en virkelig hård bold, som en af de store drenge havde tyret!! 

Jeg mister fuldstændig pusten. Al energi forlader min krop. Jeg vågner med hovedpine, og min mave knudre sig sammen. 

Jeg har ikke overskud til at blive følelsesmæssigt berørt af livet, mere end jeg i forvejen allerede er! Det lyder så forkælet!! Men det er sandheden. Fordi jeg faktisk er dér,  i mit daglige virke som fuldtidskriger, at jeg ikke magter mere modgang (hvor ynkeligt er det ikke?). Jeg er presset. Jeg får lyst til at give op. Lægge mig fladt ned. Lade mennesker jogge henover mig. De kan være lige så grimme, som de vil og som de har samvittighed til!

Alt imens drømmer jeg om at flyve langt væk - til dét sted hvor det hele er lige meget. Hvor der er peace, love and harmony ❤️ Stilhed og kun kærlighed.  Jeg ligger i en hængekøje, under en palme, ved siden af min mand.  Lytter til Bob Marly "Is this love", imens mine  børn spiller fodbold i vandkanten, alt er godt, og solen går ned... 

Og dét, er det jeg gør i dag,  fra sofaen. Under tæppet. (Når jeg ikke smøre madder til mine små kærligheder, løser konflikter og spiller UNO!!) 

 


Typen der tuder til indmarch...

I dag er en særlig dag ❤️ Dagen i dag, var dagen, hvor alle stolte forældre, bedsteforældre, søskende og des lige, kom i hobetal, til årets gymnastikopvisning, for at se deres guldklumper opvise med alt det, som de har brugt hele sæsonen til,  at øve sig på. 

Jeg er den stolte mor til to af de  dygtige og dejlige gymnaster, der skulle optræde i dag. 

Jeg har været så spændt på dagen. Et, fordi jeg har glædet mig til at se deres opvisning, deres dragter, deres "million dollar smile" når de gik på gulvet. To, fordi at gymnastiksæsonen har været alt andet end let for min lille pige. 

Hun elsker  gymnastik, især spring. Men det at være sammen med så mange, er og har været vanvittig svært for hende. For selvom hun elsker gymnastik, og med egne ord udtrykte "mor, det er det eneste jeg har tilbage, hvor jeg er lige så god som alle de andre, det eneste jeg har, jeg føler mig rigtig god til", så er hun ikke fritaget for de dæmoner der følger hende overalt - de er også med til gymnastik! 

Sæsonen har gået med, at hele hendes hold har stået i den ene ende af hallen, i en gruppe, og øvet serier, imens hun har stået i den anden ende af hallen, alene,  og øvet med. Det har ikke været en mulighed for hende, at kunne være i fællesskabet i gruppen, hun kan ikke. - Spring har hun til gengæld kunne deltage i på lige fod med alle de andre. Jeg har hele sæsonen siddet med på sidelinjen, hver eneste torsdag, når hun har haft overskud til at komme til gymnastik, og set på. Hvis ikke jeg er med hende, er det overhovedet ikke en mulighed for hende at gå til gymnastik. 

Som tiden er gået, og opvisningen har nærmet sig, er det jo blevet en kendsgerning, at der måtte findes en holdbar løsning. Det er svært at være med i en opvisning, hvis man ikke kan stå i en gruppe..... Men hun ville bare SÅ gerne være med til den opvisning!!

Efter aftale med træneren, blev der lagt en plan der hed sig: 1.Fælles indmarch, hvis det er ladesiggøreligt. 2. Gå på gulvet med resten af holdet. 3. Sidde sammen med træneren og se de andre lave den første serie. 4. Være med til spring. 5. Sidde sammen med træneren og se de andre lave den anden serie. 5. Gå ud af hallen og SLUT. 

Dette var en plan hun kunne overskue i hendes hoved... 

Og i dag var så dagen, hvor det hele skulle ske. 🙏

Jeg har været så spændt på den indmarch... For hvis man har svært ved store menneskeforsamlinger, (hun kan ikke engang være med til morgen rundkreds med sin klasse som er 14 børn) så er en indmarch nok hvad man kan kalde for, at tage munden rimelig fuld!! En indmarch, i en fyldt hal, hvor alle står op, kigger og klapper!! Men hun gjorde det sgu!!! 😃 Hun gjorde det. Som rosinen i pølseenden, gik hun ind blandt flere hundrede gymnaster, ved siden af sin træner ❤️ Hun så bestemt ud til at bruge mange kræfter, men hun gjorde det!! 

Som aftalen lød, sad hun på gulvet og så sine medgymnaster lave den første serie. Da serien var slut, fandt hun sin plads i springrunden. Hun var stadig tydeligt berørt af det hele, men hun gjorde det! Og hun var SKIDE god!! Men da springrunden var færdig, kunne hun ikke længere overholde resten af den plan der var blevet lagt.... FORDI HUN GIK MED SIT HOLD PÅ GULVET OG LAVEDE SLUTSERIE!!!! 

Jeg tror nok, jeg er faktisk ret sikker på det, at jeg var den ENESTE blandt hundredvis af mødre, der tudede til indmarch! Det var SÅ STORT ❤️ Jeg kunne se hvordan hun havde det, og alligevel gjorde hun det! Og så overgik hun ALT, da hun afsluttede med at lave slutserie med sit hold ❤️  Hun var i fællesskabet !! 

Ingen aner hvor mange kræfter det har kostet hende... 

Jeg er SÅ STOLT, det er jeg af begge mine piger. ❤️❤️ Jeg ELSKER at være deres mor ❤️

Nu har min lille pige meldt udsolgt på overskudskontoen, ALT energi er brugt op. 

Det er far weekend, men jeg ved at hun lige nu sidder hjemme hos sin mormor og morfar, alene, uden lillesøster og far, og tanker op, i den ro der er at finde, hos mormor og morfar ❤️ Hun kan slet ikke mere for i dag, men hun har fået oplevelsen af en KÆMPE  sejr ❤️

Og nu, hvor jeg i skrivende stund, ser hende for mig igen, gå ind i den hal, så tuder jeg igen.... 


Der var engang...

Alle der kender mig (via Facebook), har oplevet bombardementer af "denne dag for x antal år siden"-billeder, af mine fantastiske,  vidunderlige børn... Vi elsker vel allesammen skønne minder, og vi kan vel også allesammen blive helt enige om, at vores eget guld, er det ultimative lækreste i verden ❤️

For mig er minderne i billeder, ligesom for alle andre, en lille rejse tilbage til en svunden tid. Noget der ikke kan genskabes eller  kaldes tilbage... 

Men det er også mere end bare et dejligt billede, af en dejlig dag, med mine dejlige børn.

Jeg sidder dagligt, når jeg ser mine "minder" poppe op på Facebook, og får ondt i hjertet. Af og til kommer der tårer, for det gør av!

Jeg ser de her skønne forevigede minder af mine allerkæreste, og ser en lille pige, der er glad. Hun stråler, hun smiler -  sådan helt ind under huden.

Jeg sidder dagligt, og ville ønske at der fandtes en tidsmaskine der kunne sende os tilbage, lige dertil. Jeg vil knuge hende ind til mig, og LOVE hende, at jeg ALDRIG ville svigte hende, at jeg ALDRIG ville tvinge hende, at jeg ville STOLE på hende og TRO på alt det hun viser mig og fortæller mig, selvom hun kun er så lille.  ❤️

Hvis jeg kunne rejse tilbage, med den viden jeg har i dag, ville jeg ændre så meget! Jeg ville følge min mavefornemmelse, og ALDRIG lade systemets magt  presse mig til at "tro"  på dem,  fremfor hende. Jeg ville ALDRIG have ladet hende opleve så mange fuldstændig vanvittige "tiltag", "handleplaner", "magtanvendelser", fra mennesker hun skulle have tillid til, som var meningen skulle passe på hende.

Jeg ville ALDRIG have gået fra hende, som der blev forlangt, når hun blev fastholdt af voksne mennesker, og  jeg kunne høre hende skrige og trygle om at få lov til at komme med mig. Jeg ville ALDRIG ALDRIG ALDRIG have budt hende noget af det, ALDRIG!!! Jeg tilgiver aldrig mig selv for at lade mig presse til at spille med på systemets magt, og uvidende forsøg på selv at afprøve "noget" i kampen.  - Omkostningerne var hendes glæde, hendes tillid, hendes mod, hendes tro.... Det er dét, det helt præcist kostede os. Et fuldstændig ødelagt og misforstået barn, som fik titlen lyststyret, stædig, manipulerende og hysterisk, af de voksne der var omkring hende, i systemet. Og jeg blev stemplet som en løvemor, systemet havde endda en bekymring der hed sig, at mor var afhængig af sin datters behov for hendes nærhed og afhængighed af at være sammen med sin mor. 

Kunne jeg rejse tilbage til denne sommerdag i haven, på Langebyende i Søndersø - ville jeg knuge hende så tæt indtil mig og forsikre hende at jeg ALDRIG vil efterlade hende nedbrudt og ulykkelig. At jeg FOR EVIGT vil passe på hende, præcis som hun er. Jeg ville forsikre hende om at hun er helt perfekt og at hun aldrig skulle have følelsen af at være forkert, og at jeg ALDRIG ville tillade at nogen nogensinde skulle lave "forsøg" på bekostning af hendes liv, glæde og trivsel. 

Jeg har 2 smukke børn, de dejligste i verden ❤️ Jeg tager masser af billeder, af mine elskede unger, men det gør mig så ondt i hjertet, at det kun er den ene vis øjne er glade. Min lille piges øjne er sorte, også når hun smiler. Det har de været i lang tid... Jeg finder hendes glade øjne, i mine minder. Dengang hvor alting var anerledes,  endnu. Vi kæmpede også dengang, men hun havde endnu ikke oplevet alle de svigt fra dem der skulle passe på hende. 

Hendes fantastiske grin, har hun heldigvis stadig, og jeg elsker det ❤️ Og jeg kan slet ikke vente til den dag, jeg ser gnisten igen flytter ind i hendes smukke blå øjne.... ❤️

Børn skal jo være glade, ik? 


Støtten og klippen...

Vi er landet på verdens bedste skole. En lille friskole i hjertet af Odense. Et sted som dét, jeg selv ville have ønsket, havde været en mulighed, da jeg var barn og skulle gå i skole. En kreativ lille skole, med fantastiske lærere, vigtige og væsentlige værdier, sammenhold, kammeratskab, ordentlighed og omsorg for den enkelte. 

Tilbage i januar 2016, valgte vi efter utallige nederlag og et komplet knudret samarbejde med folkeskolen, at skifte til denne lille perle af en friskole. Det bedste valg vi nogensinde har truffet for vores lille pige. For selvom skoleskiftet ikke tryllede alle udfordringerne væk, var det dog alligevel klart og tydeligt, at her havde hun virkelig lyst til at være. Hun elskede stedet. Og jeg forstår det! Verdens bedste klasselære, blev hun beriget med, og anerkendelse og troen på hende, mødte hende hver eneste dag. Det er ufatteligt hvad sådan et udgangspunkt gør ved børn. Man kunne endda foranlediges til at opfordre alle der har med børn at gøre, til at prøve det. Bare en tanke!

Jeg har siden første skoledag på friskolen, været med i skole, hver dag. Dét med henblik på, at den massive angst, vores lille pige havde opbygget, til enhver skolerelateret kravsituation på hendes gamle skole, langsomt skulle overvindes via tryghed fra hendes primære person, mor. Langt hen ad vejen gik det fremad (i vores verden). For selvom der dagligt var meget panikangst i starten, så fandt vi, med hjælp fra hendes klasselære, strategier og værktøjer til, at arbejde os ud af panikangsten og ned på et niveau der istedet kunne kaldes bekymringer, og som vi kunne arbejde os ud af. Vi var stadigvæk milevis langt fra at have, hvad man kan kalde en normal skoledag, men vi var der, hver dag, hele dagen og deltog i undervisningen. Nogle gange i klassen, og mange andre gange sad vi i et rum for os selv, og bekæmpede dæmoner, men vi var i skole, og var med, og det var okay. - Igen, verdens bedste klasselære, hun kom som sendt fra himlen!!

Vores tid på friskolen har, på trods af enorme og vedvarende udfordringer, været en succes for vores pige. Hun oplever stadig, at hun elsker sin skole, det er en følelse hun har helt inderst inde, hver dag, uanset hvor svær dagen er. Hun er stadig ikke i nærheden af at have en normal skoledag, faktisk er hun slet ikke en del af en normal skoledag, men det er ikke den følelse hun har. Der er startet 5 nye børn i klassen, (som ikke engang kan kaldes nye længere) og de kender hende slet ikke, da hun nærmest kun er en flygtig skygge på gangen, på en af de gode dage. Alligevel har vi jo vores helt egen "almindelig" skoledag, som starter hver dag, når vi sætter os ud i bilen og tager turen til Odense. De fleste dage, parkere vi foran skolens indgang, hvor Line (vores gudsbenåede støtte, som også er sendt fra himlen), står og venter på os. Hun åbner gerne bildøren, siger hej, og "mærker" stemningen, og derfra indbyder til, hvad der måtte kunne lade sig gøre den pågældende dag. På en optursdag, kommer vi ud af bilen og ind ad hoveddøren. På en fucking overfed optursdag, kommer vi ind i klassen og siger hej, dog uden at være i nærheden af skolefagligt arbejde. Og på en helt almindelig dag, lukker Line bildøren igen, efter ca 10 minutter, og vi siger farvel og ses imorgen. På de dårlige dage, bliver vi hjemme!

Der er ingen krav til os. Det vil sige at vi aldrig tager afsted for at fejle. vi kan umuligt fejle. Vi kan få en dum dag, men vi kan ikke fejle!! Det er det fantastiske ved de mennesker, der møder os derude, hver dag. De tror på, og ved, at vi gør det bedste vi kan, hver eneste dag!

Jeg er ikke naiv, og jeg er ikke blåøjet. Friskolen, er ikke en specialskole - det er en helt almindelig (total ualmindelig fantastisk) skole. Skal 10.klasse afsluttes dér, så skal der jo ske noget mere på den faglige front, end kun at kunne overskue en knuser fra fantastiske Line, på bagsædet af bilen, hver morgen. (har jeg sagt jeg elsker Line?) Men jeg HÅBER inderligt, at når systemet er færdige med os, at vores lille pige kan modtage "noget" der kan fjerne hendes værste dæmoner, så hun kan blive, og indgå i den almindelige skolegang, på lige fod med hendes klassekammerater. Psykologen siger, at der er store chancer for, at det sagtens kan være en mulighed, da vores lille pige er helt normaltbegavet, endda til den skarpe side (hun ligner mig!!), og at hun altså elsker sin skole, elsker at lære, men bare lige skal have hjælp til at styre det kaos hun har i hovedet, fordi hendes hjerne ikke er indrettet helt på samme måde, som din og min. Men netop det er samtidig en kæmpe gave, som på nogle områder, vil kunne få hende lægere end vores mere "dagligdags almindelige" hjerneopbygning.

Når nogen måske kan få den opfattelse, at jeg er stor fan af Line (JEG ELSKER HENDE!!!), og skolen generalt, så kan jeg meget let opridse hvad de har gjort, og hvorfor det så forholder sig sådan.

I modsætning til vores første battle med systemet, hvor vi som udgangspunkt blev mødt med tvivl til vores forældrekompetencer, skyldfølelse, pegen fingre af, fejlfinding osv... - Er vi fra første dag blevet mødt med og af omsorg, på friskolen. De har ikke haft et behov for at frasige sig ansvar (for barnets ve og vel) og de har heller ikke haft et behov for at vi som forældre skulle indeholde den fejl, som udgør at vores barn ikke passer ind i de øvrige rammer. Se allerede dér sker der jo noget virkelig stort, som gør alverden til forskel, for alle parter. Noget der rent faktisk nytter!! Jeg har fået af vide, at jeg er sej, jeg kæmper så sejt, jeg gør det så godt. Himmelske Line sagde endda til mig en dag, "Vi skal jo ikke kun sætte en støtte ind, med henblik på at øge styrken og presse barnet til at yde mest muligt. Klippen er lige så vigtig, og hvis barnet falder fra hianden derhjemme, på grund af presset i skolen, ja så er det meget hårdt at være klippen. Klippen skal vi passe på!"

Jeg ELSKER Line! Jeg møder hende hver dag, og hun møder mig. Hun er ikke "min" støtte, men hun er det eneste voksne menneske, jeg møder hver dag, som ikke er min mand eller min mor (som jeg elsker meget højt, på hver sin måde, trods alt!!), som ved hvad vi er i. Jeg kan fortælle frit, og hun forstår... Hun er uden tvivl det pureste, fineste, mest gnitrende guld værd!! 

 

#ogdetvardinmor

 


Når verden altid er ny...

Indimellem gør det herrenas! Sådan helt oprigtigt! Min krop sitre, og tårerne løber ned af mine kinder. Hvis man kunne elske det hele væk, havde min datter aldrig haft dét sind, som gør hende så inderligt ondt. Vil jeg bytte? Nej!! 

Vi kæmper for hjælpen i systemet, og det er ikke let. Alt imens forsøger vi at hænge sammen, holde en hverdag der mildest talt, nok ligger rigtig langt væk fra de flestes. Vi forsøger krampagtigt at leve som en "normal" familie, med mor, papfar, lillesøster og bonus søskende. Der skal serveres en overordentlig stor portion humor, for at se at det skulle lykkedes, men vi gør det! Vi køber en kogebog i ny og næ, en kjole (på nettet fordi mor ikke kommer ud), vi går til gymnastik, vi drømmer om rejser og jobs, et toiletbesøg uden tilskuere, en aftenputning på under 3 timer, ny læbestift (gerne pink) og hjælp...  

Jeg er sammen med min datter i alle døgnets 24 timer, året rundt.  Det har jeg været i snart 3 år, grundet hendes meget svære og tiltagende  angst, (som viser sig nu, nok er autisme). Hun har altid haft det svært, og vi har altid kæmpet, hele hendes liv, men ting er bare blevet mere end hvad man kan nøjes med at kalde svært. 

Vi har prøvet ALT, og jeg mener vitterlig AAAAAAALT!! Jeg er ikke længere modtagelig for husmorråd til opdragelse af børn, fjernhealing, healing, hypnose, kranio sakral massage, kinesiologi, zoneterapi, kiropraktor, beroligende urtedråber, beroligende naturkost pastiller, Cool Kids angst behandlingsforløb (selvom det er fantastisk til dem det hjælper),  varm mælk med honning, Baldrians Droge, plastre som fjerner alt, og des lige...!

Vi er også ude over at det er vores skyld,  som forældre. Det er ikke skilsmissen skyld, manglende opdragelse, vi er ikke curlingforældre, og det er ikke manglende grænser. Alle de punkter har systemet,  som det allerførste, belyst på alle leder og kanter, for at se om der dog ikke kunne være en finger at pege på, at det hele er blevet skabt af en familie, der i bund og grund bare manglede kommunens mere end glimrende  familiebasiskursus. 

Vi har også afprøvet magt og tvang, da systemet også, som udgangspunkt, har rigtig gode erfaringer med dét, og ligefrem råder os som forældre til at vise barnet "hvem der bestemmer". Jeg tænker det er med henblik på ovennævnte punkter, som det øvre system heldigvis frikendte os for at være - "den slags forældre"... 

Vi har brugt vanvittig mange penge, på ting der ikke har hjulpet en hujende fis. Vi kunne have været på jordomrejse, og afprøvet Amazone junglens naturmedicinske hemmeligheder, for samme pris. Det havde muligvis heller ikke hjulpet, men så havde vi da trods alt set noget lidt mere oplevelsesrigt, end de danske motorveje, som har været hovedatraktionen, når  vi har kørt land og rige rundt, i håbet om at kunne finde én, der kunne hjælpe.

Jeg vil ikke bytte mit liv  for noget i hele verden, jeg vil ikke bytte min lille pige, eller "dét" hun kæmper med, for den sags skyld. 

Når jeg ønsker hende fri fra hendes dæmoner, er det for hendes skyld. For selvom de selv samme dæmoner, til tider tæsker løs på mig, helt fysisk, og i al offentlighed, imens sveden hagler af mig, så er de også med til at gøre hende til den lille vidunderlige pige hun er. ❤️ Men jeg ville ønske hun kunne slippe smerten der følger med!

Dette er min lille blog - en lille bobbel af ord der flyder,  fra en hverdag fyldt med kaos, længsel, kærlighed, og håbet om friheden, den hvor man lever,  fri af angst og dæmoner, med smil, lykke, tro og mod. 

En bobbel der rummer alt det, som er min hverdag - min karriere? Det udgør ikke så meget, set ovenfra, men det er intenst og ægte, og det er der, hver eneste dag!

Denne blog vil være mit luftrum og fungere som min dagbog. Jeg skriver den med tanken om, at min lille fighter selv får nøglen til den en dag. Måske sniger der sig en madopskrift ind, eller andre småting der kunne finde vej ind i vores lille tilværelse. Læs med hvis du har lyst. ❤️

 

#ogdetvardinmor